hundetransport

Hund i bilen – hvordan skal min hund transporteres?

Selvom mange vælger at have deres hund fri i bilen under kørsel, anbefales det altid at fastspænde den eller transportere den i et transportbur. Både for hundens og de øvrige passagerers sikkerhed. Selvom reglerne på området er lidt uklare, kan du risikere at få en bøde, hvis din hund sidder på skødet eller sidder i vejen for dit udsyn, når du kører bil.

Ifølge færdselsloven betragtes hunde nemlig som gods. Gods behøver ikke nødvendigvis være fastspændt under kørsel, men det må heller ikke være til gene eller fare. I færdselsloven står der:

  • 82. Personer eller gods må ikke være anbragt på en sådan måde, at føreren ikke har frit udsyn og tilstrækkelig mulighed for at manøvrere køretøjet. 

Det kan være livsfarligt med løs hund i bilen

Udover risikoen for at få en bøde, bør du også overveje den risiko, en løs hund i bilen medfører ved kollision.

  • En 2 kg Chihuahua vil f.eks. kollidere med en vægt på hele 153 kg ved et sammenstød med 100 km/t.
  • Vejer hunden derimod 30 kg (f.eks. en labrador), vil hunden kollidere med en vægt på skræmmende 2.298 kg ved et sammenstød med 100 km/t.
  • Køres der kun halvt så stærkt – altså 50 km/t – vil vægten for en Chihuahua stadig være på 50 kg og for en labrador på 738 kg.

Der er altså tale om potentielt dødelige sammenstød i begge tilfælde – både for hund og passagerer.

Lær allerede din hund fra hvalp at sidde i en transporttaske på gulvet, hvis der er tale om en lille hund, eller et transportbur i bagagerummet, hvis der er tale om en større race – eller bred et tæppe ud på bagsædet og fastspænd hunden med en sikkerhedssele til hunde. Det er de sikreste løsninger for alle parter – og typisk vil det også bringe en ro over hunden, at den ikke kan bevæge sig frit rundt i den kørende bil.