Kender du forskel på trim og klip?

Trim:
Mange tror, at når der tales om at hunden skal trimmes, er det på samme måde som vi mennesker gør på os selv, altså med en hårtrimmer/maskine. Dette er ikke korrekt.
Når du går til hundefrisøren og får din ruhåret hund trimmet, så bliver pelsen faktisk plukket af. Dette gøres enten med fingrene eller med en såkaldt trimmekniv. ( billede 1)
Håret har løsgjort sig fra hårsækken og kan derfor nemt hives ud, helt smertefrit, men hunden skal stadig lære processen og vil som regel brokke sig lidt de første par gange. Dette betyder ikke at det gør ondt på hunden. Pelsen er lavet til at blive trukket af.
En trimning foregår som oftes 4-6 gange om året. Pelsen skal have en vis længde (alder) før hårsækken slipper håret.
Når hunden trimmes, skal den ikke vaskes, da alt det beskidte hår bliver fjernet på denne måde, dog anbefaler man at vaske hunden et par gange om året. Hvis hunden ønskes vasket i forlængelse af trimningen, gøres dette 48 timer efter selve trimningen, da hårsækkene skal lukke sig først. Man kan risikere at pelsen bliver “blød”, altså svær at trække af, hvis den vaskes for ofte, og det kan betyde at det vil gøre ondt på hunden at blive trimmet fremover. Desuden kan den udvikle eksem ved vask lige efter trimningen.
Der er selvfølgelig altid undtagelser, men det er bedre at være på den sikre side og følge tommelfinger reglerne 🙂

Klip:
Når hunden bliver klippet, vil det være med en klippemaskine eller med saks.
Maskinen bliver brugt til at klippe kort med. Dvs at hunden bliver “barberet”. Dette kan være nødvendigt hvis pelsen er meget filteret, eller hvis man ønsker hunden kort 🙂
Saksen bruges til at klippe facon med. F.eks en pudel i “terrierklip”eller en Shih tzu i “hvalpeklip”.
Langhårshunde, som ovennævnte racer, må vaskes så ofte man vil, man skal bare være opmærksom på at pelsen skal være børstet ud før bad. Når hunden “tørre” sig mod håndklæde eller gulvtæppe, vil pelsen blive uglet og hvis først pelsen er filteret i forvejen, vil den statiske elektricitet og det at pelsen er våd, gøre at filterne bliver mere tætte eller større.
Husk selvfølgelig at bruge en hundeshampoo med den rigtigte Ph værdi.
Har du en ruhårshund du ønsker klippet med maskinen, eller af en årsag ikke kan trimmes, lad din Hundefrisør vide det 🙂

Jeg beder jer tage højde for at der er forskellige meninger og erfaringer om hundens pels, og dette er mine 🙂
Billederne af hundene er venligt lånt fra nettet 🙂